Debitor Registret

Nyhedsbrev Maj 2011


Vi har ofte hørt politikerne plædere for mere konkurrence – det giver bedre produkter til de rigtige priser! Det gælder naturligvis også i vores branche, hvorfor vi med spænding følger SKAT’s initiativ med at indberette nogle virksomheder til vores kollega. Vi er selv i dialog om det samme med SKAT og håber naturligvis, at SKAT beslutter sig til også at indberette til os – det giver balance, konkurrence og penge i statskassen! Alle der er enige og har et netværk politisk eller i SKAT må gerne hjælpe os med at opretholde ’balancen’ – på forhånd tak!

Steffen Grønholt
Markant styrkelse af Debitor Registret
Debitor Registret har den 2. maj gennemført en organisationsændring, og samtidig ansat en ny Salgs- og Marketingdirektør. Alle sælgere samt marketing refererer nu direkte til Steffen Grønholt. Steffen er en rutineret salgsdirektør på 44 år. Steffen er cand.merc/jur. og har været i salg i 20 år, heraf 7 år i inkassovirksomheder og de seneste 10 år har han fungeret som salgsdirektør i amerikanske Xerox.

Steffen er ansvarlig for alle vore kunder, og er efter en grundig uddannelse hos os i gang med at planlægge besøg hos vores store kunder i Telebranchen og den finansielle sektor. Christa har i kundecentret fået samlet et super team med Carina og Gitte i front (blandt venner kaldet Charlies Angels…).

Jeg føler mig derfor overbevist om, at I ret hurtigt vil opleve endnu mere fremdrift fra Debitor Registret med det nye hold! 
Salg af aktier
CDS Group aktier solgt

Ledelsen af CDS Group har købt vores aktiepost i selskabet hvilket betyder, at stifterne med Jörn Hulgard i spidsen nu ejer CDS Group 100%.

Det har været spændende at medvirke til fødslen af selskabet og vi ønsker dem held og lykke på den fortsatte rejse.

Velkommen

Generalforsamling & medlemsmøde i DKR

Som bestyrelsesmedlem i Dansk Kredit Råd vil jeg gerne opfordre til deltagelse den 27. maj i Nimb ved Tivoli. Ud over tanker i bestyrelsen om etablering af BtB og BtC fagfora for medlemmer, kommer Vicedirektør & Kreditchef i Danske Bank DK Henrik Hoffmann samt adm. direktør Henrik Bjerre-Nielsen fra Finansiel Stabilitet med 2 meget relevante indlæg. Generalforsamlingen er fra kl. 12.00 - 13.00, mens medlemsmødet er fra kl. 13.00 - 16.00.

Program for medlemsmødet:

13:00-14:00
Henrik Hoffmann Vicedirektør & Kreditchef Danske Bank DK
Post Crises Learnings - hvad kan/skal vi tage med os af lærepunkter i fremtidens kreditvurdering? - hvilke ændringer afføder det for kreditchefens/virksomhedens dagligdag?

14:00-15:00
Frokost

15:00-16:00
Henrik Bjerre-Nielsen Adm. direktør Finansiel Stabilitet A/S
Fra Bankpakke til Exitpakke – status for Finansiel Stabilitets virksomhed

Prisen for deltagelse i medlemsmødet er 675 kr. per deltager. Tilmeldinger til medlemsmødet kan sendes til DKR’s sekretariat klaus.langsig@visma.com

Husk, at angive hvilke af de to dele af arrangementet, I ønsker at deltage i. Tilmeldingsfristen er 20. maj 2011.

Debitor Registret i tal

Debitor Registret i tal

Debitor Registret har nu rundet 250.000 aktive registreringer for første gang nogensinde. Registrets størrelse er således vokset med mere end 5 % siden 1. januar, og vi forventer, at der vil komme yderligere fart på registreringerne i de kommende måneder. 

Den udvikling vi har set siden finanskrisens start fortsætter. Flere mænd, stigende ggennemsnitsalder, højere beløb, flere registreringer pr. person - kort sagt, så bliver de dårlige betalere stadig dårligere!  

Klovborg

Ugens debitor citat

Samvirke bragte en artikel hvor der stod, at de dårligste betalere i Debitor Registret bor i Klovborg, og de bedste i Sørvad. Dette medførte en del omtale - bl.a. i nogle af de lokale medier i Midtjylland. En vittig debattør skrev dette om Klovborgs indbyggere:

"Hvorfor er indbyggerne i Klovborg de dårligste betalere?

- Fordi en Klovborg tager den tid en klovborg tager..."